FRYGT!!

Pff, sidder denne lørdag aften (kl. er 22.23 i skrivende stund) ALENE i min kærestes nye lejlighed og ser Mtvs FEAR - selvom jeg VED at det er iscenesat er det alligevel ikke tilrådeligt at se når man:
1. Er alene hjemme
2. Ikke er tryg ved ny lejlighed
3. Skal SOVE alene i lejl. om en time
4. Gerne vil i et lækkert revitaliserende, varmt aftenbad, men konstant har Psycho-baderums-scener rullende i indre "cinema"..
5. Er RØVBANGE for spøgelser..

Nåmen too late now, må hellere bare komme igennem afsnittet (er nemlig samtidig for stædig til at slukke før det er færdigt)..

Har ellers møghygget idag - været på arbejde og oppe siden 05 (!!) imorges (burde forbydes!) - hyggen opstod EFTER arbejde, hvor jeg tilbragte et par timer med kæresten i hans lejl. inden han så smuttede på Roskilde Festival, hmm.. Og så fik jeg ellers travlt med oprydning, pakkede egenhændigt de sidste ting ud, ryddede op i soveværelset, fyldte den sidste reol i kontoret og støvsugede hele bulen.. Ved 18tiden var jeg færdig og har derpå hygget i timevis med herlige Sputnik-programmer og meget alternativ form for aftensmad - fandt ud af at grillede marinerede artiskokker smager SKIDEGODT!! - Måske bare ikke sammen med frikadeller og kartoffelsalat (hvorfor er det egentlig liiige at den gode kartoffelsalat fra Flensted slet ikke længere har samme smag og konsistens som for blot et halvt år siden?? Den er seriously deteriorated i min personlige kvalitetskontrol - er ikke længere blød og cremet i konsistens men snarere sådan lidt.. flakey.. Den skiller i sovsen, og dette huer mig ikke..), men endte med at skodde sidstnævnte og fræsede bare artiskok-dele og en avocado med friske rejer, uhm..

Nåmen skal osse på arbejde tidligt imorgen og mandag med men SÅ har jeg osse FRI tirsdag og onsdag og kan derpå nok liiige overkomme at slæbe mig på arb. torsdag og fredag inden weekendfri næste uge.. =)

Har so far et par aftaler for den kommende uge - mandag med min bedste ven og onsdag med en gammel veninde, hvor vi hygger i min kærestes nye lejl. Og så planlægger jeg at udnytte min frihed den kommende uge og rende i byen næste weekend..

Sov for første gang i den nye seng (som kom igår) i den nye lejlighed igår, superlækker seng og sov bare SÅ godt, desværre ikke NOK dog - vågnede og stod op imorges kl. 05 og så at vi havde sovet med lyskæden (som snor sig mellem vindueskarmene i soveværelset) tændt hele natten, heldigvis lyser sådan een ikke meget op, så det var egentlig ret hyggeligt at vågne op til og desuden VAR solen ligesom oppe ved 05tiden..

Nåmen vi var superaktive igår - modtog den nye seng og indrettede soveværelset færdigt (minus oprydning som jeg så tog mig af nu iaften), pakkede køkkenkasser ud og gjorde det nye køkken færdigt, satte gardiner op og gjorde rent inden vi - da vi endelig var færdige ved 21.30tiden - var hundesultne og susede ned på nærliggende thai-restaurant og superfrådsede i lækker thaimad (kokosmælkssuppe med kylling, champignon og citrongræs og kylling med grøn karry-sauce, thai-auberginer og ris kan anbefales!!) UHM, var superlækkert.. Og samtidig en god afskedsmiddag inden festival-adskillelsen nu..

Nåmen nu må jeg hellere se FRYGTEN i øjnene og derpå luske i seng - kan være STENSIKKER på at lyskæden er TÆNDT inat (også)!!

Minder mig om de mange musik-quizzes vi gennem tiden har lavet i min familie - er udaf en meget stor familie (på min mors danske side) af musikelskere, mennesker som LEVER for musik.. Har SÅ mange minder gennem mit liv om min mor som sad oppe hele nætter med hovedtelefoner på og hørte musik så højt at hun ligesåvel kunne have droppet hovedtelefonerne.. Hun var i en slags trance når hun sad sådan, i en anden verden..
Eskapisme måske?!
Min mors tvillingebror er familiens helt store musikgeni - han ved ALT om alt, indenfor både gammel og nyere musik og eftersom det altid er HAM der strikker de store familie quiz-aftner sammen, vinder han også ubetinget - hver gang.

Er vokset op med 50/60er pop/rock/yeye hos min far/bror og med 60/70er hos min mor..

Nåmen ofte har min bror og jeg også lavet miniquizzes til hinanden, testet hinandens viden og smag - eks. havde jeg for et par år siden følgende spørgsmål til min bror:

1. Nævn den BEDSTE KANON nogensinde i en sang

2. Nævn det mest sentimentale instrumental-nummer nogensinde

- Han kunne ikke komme på nogle svar, men gav mig RET da jeg kom med MINE bud.. Hvad er dine?

Yeye..

Sumper lige med gamle musikvideoer..

Har et tilbagevendende flip med franske yeye-numre, bl.a. dette..

Moi je construis des marionnettes
Avec de la ficelle et du papier
Elles sont jolies les mignonnettes
Je vais, je vais vous les présenter

Minder mig om barndom - min far og storebror der skrålede med på denne sang (har fransk farmand) - i det hele taget ELSKER jeg pop/rock/yeye/Bebop fra 50er/60erne, hensætter mig gang på gang til barndommens lykkeland..

Og til Les Marionettes knytter sig også en lille historie - det var noget af det første jeg brølede ind i hovedet første gang jeg mødte min kæreste IRL - vi havde første date hjemme hos mig og han var knap nok kommet indenfor døren før jeg stak ham en øl i hånden og råbte at han liiige skulle høre dén sang (med Christophe) - så satte jeg ellers fut under anlægget med meget HØJ fransk yeye - først var han indlagt til at høre Les Marionettes i Christophes version og dernæst en highspeed-udgave med Les Classels, hvorpå den stakkels mand skulle tage stilling til hvorvidt det var den samme kunstner.. Er imponeret over at han BLEV der hele aftenen og hans vedholdenhed er fortvarende.. Nåmen lang historie kort, fordi dette var første sang vi hørte "sammen" og fordi han IKKE løb skrigende bort ved dette førstehåndsindtryk af mine særheder og tiltider særdeles skumle musiksmag, er det blevet en slags meget plat "vores" sang..

I present for you http://www.youtube.com/watch?v=T8Ub5OGGBAg..

- Lyt til teksten, for helvede, teksten, skøn sang..

tous les garsons et les filles de mon age
se promanent dans la rue deux par deux
tous les garsons et les filles de mon age
savent bien ce que c'est d'atre heureux

et les yeux dans les yeux et la main dans la main
ils s'en vont amoureux sans peur du lendemain
oui mais moi, je vais seule par les rues, l'ame en peine
oui mais moi, je vais seule, car personne ne m'aime

Er lidt frankofil..

Men kan godt huske fordums tider når alle andre gik hånd i hånd og manselv følte sig SÅ alene og udenfor, eks. var der ikke noget værre end at vandre alene ned ad Strøget med forelskede par overalt omkring een.. Tænkte; hvor er MIN hånd at holde i, og virkede lidt for besynderligt at holde sigselv i hånden.. Så hellere undvære.. Men er efterhånden mange år siden jeg sidst havde en ufrivillig singleperiode, savner det IKKE..

Xx

Torsdag d. 26.juni 2008

Så er jeg tilbage, puuh, to måneder siden jeg sidst har skrevet = ikke så fedt..

Men undskyldningen består i at vi har været igang med fuld renovering af min fyrs nye lejlighed, har holdt hans 30års fødselsdag, er flyttet ind i den nye lejlighed og jeg er blevet færdig med plejehjemspraktikken (fik topkarakter for dét praktikforløb, herligt) og har skullet omstille mig til sidste praktikdel - hjemmeplejen..

I denne periode har jeg faktisk kun haft rigtig overskud til min daglige journalskrivning og dermed er bloggen kommet mere i baggrunden..

Jeg KEDER mig usigeligt i det nye praktikforløb, har intet tilfælles (udover jobbet) med kollegerne, som dog er søde nok (minus et par enkelte meget lidt empatiske storskrydende madammer, som har brovtende, højtråbende sydhavnsmanerer, blander sig en masse i alle andres arbejde og i det hele taget forekommer mig at være RET uforskammede).. Men jeg mangler UDFORDRING i hverdagen i denne praktik, keder mig, er langt hurtigere færdig hos borgerne end den heraf visiterede tid, hvilket giver adskillige timer dagligt der bare skal gå - bruger megen tid på at VENTE på at have fri, synes jeg.. Nåmen nu er der KUN 3 uger tilbage til min første feriedag og jeg har været sygemeldt siden mandag denne uge med mavevrøvl (som mange af os ligger med for tiden), er nu ved at være mere på højkant og raskmelder mig i morgen formiddag til weekendens vagter.. Har NYDT at kunne sove længe de foregående dage under denne sygeperiode og dagligt ikke skulle NÅ noget, bare at trisse rundt herhjemme og hygge mig..

Har læst en del på andres blogs og hygget mig på nettet generelt, men NU begynder jeg at få lidt klaustrofobi af denne indendørs-væren, trænger til at komme UD af min lejlighed, mere retning i hverdagen, trænger til at kunne vise mig i bybilledet igen (uden lusken rundt af frygt for at støde ind i kolleger som forleden morgen da jeg var NØDT til at gå på indkøb under sygemeldingen).. Hvorfor ER det egentlig at man er så bange for at møde kolleger når man er syg, jeg mener, selvom man er syg skal man jo stadig have mad i huset og det er vel i grunden IKKE forbudt at handle ind under en sygemelding, vel?! Hader bare at skulle forklare mig, tanken om at folk måske skulle tro at jeg ikke var rigtigt syg.. Hader OGSÅ at skulle ringe ind med sygemelding og hader lige så meget at skulle raskmelde mig, hader faktisk bare at tale i tlf med chefer.. Dette er noget jeg skal bruge TID på at gøre mig klar til.. Weird..

Nåmen imorgen bliver så sidste sygedag og så tager jeg på arbejde lørdag-mandag, hvorpå jeg har to fridage, som jeg glæder mig til.. Min kæreste tager på Roskilde Festival lørdag eftermiddag (han er del af crew'et dernede) og er derpå væk i 8 dage.. Han er ved i disse dage at få sat køkken op i sin nye lejlighed, og vi håber på at det er færdigt imorgen aften så vi dér kan få gjort lejligheden helt færdig med udpakning af de sidste skide kasser - køkkenkasserne..

Hvis ikke har jeg tænkt mig at bruge min fridag på tirsdag (mens han er væk) på at luske mig op i den nye lejlighed og egenhændigt pakke køkkenkasserne ud som en overraskelse til når han returnerer fra festivalen..

NÅmen nu kun 13 vagter tilbage i løbet af de næste 20 dage inden min sommerferie, kan næsten ikke vente.. Og når jeg vender tilbage EFTER 25 feriedages afslapning, holden housewarming i min kærestes nye hjem, sommerhustur mv. har jeg KUN een måneds praktik tilbage, så et par ugers skoleprojekt og SÅ er jeg færdig.. Nattevagt og nocturnalt LEBEN here I come =)

Har fundet emne til det afsluttende projekt og skrevet de første 3 siders stikord, bliver så meget piece of cake..

Det er faktisk så kedelige arbejdsdage for mig pt. at jeg finder dem uoverskuelige, ikke pga. arb.byrden, men pga. det modsatte, alene tanken om at skulle ud og KEDE mig på gader og stræder afstedkommer at jeg er nødt til i min journal op til en arb.uge at give migselv peptalks om at det IKKE er så slemt, at jeg nok skal klare det, at det er fly-by nemt for mig, at dagen er omme før jeg ved af det, at jeg snart har ferie, at jeg jo HAR gennemført en arb.byrdemæssig hård plejehjemspraktik hvor jeg i 3,5 mdr. IKKE havde nogen ferieperioder og at jeg derfor SNILDT kan gennemføre de sidste uger af denne praktik inden ferien.. Småstresser migselv op over dette praktikforløb fordi der netop IKKE er tilpas udfordring i det.. Og fordi jeg afskyer at kede mig..

Håber jeg i den fortkommende sommerferie får udnyttet friheden til for alvor at NYDE byen og dens tilbud, har ofte en masse planer - venner jeg skal se, koncerter, foredrag, byture, køreture i bilen til smukke områder mv. som jeg ikke føler jeg får gennemført i høj nok grad.. Hvilket så gerne irriterer mig EFTER ferien, fordi jeg føler jeg ikke har udnyttet fritiden ordentligt.. Bl.a. ville jeg i det daglige gerne bruge byen mere - flere cafébesøg, kunstudstillinger, museumsbesøg mv. Men i hverdagen mangler jeg ofte overskuddet til disse - specielt lige pt. hvor jeg har dagarbejde og står op før fanden får sko på (jeg mener 05.00/05.30 om morgenen er IKKE mig - kun hvis jeg har været oppe hele natten).. Hader dagvagter, hader morgener, hader at STÅ op om morgenen (har eks. sovet til kl. 12.00 idag og NYDT det, minus at jeg så lå forkert og nu har halvt hold i nakken, æv) - har faste morgenritualer jeg ikke vågner ordentligt uden (er aften/natte-bader og bad er derfor ikke del af morgenen her hos mig) - skal ind og sidde og surmule ved min pc i en times tid om morgenen og dette SKAL være uforstyrret, hader andre mennesker om morgenen, gider ikke skulle forholde mig til andre end migselv og egen morgenånde.. Nåmen sidder ved pc og tjekker netbank, nyheder, email og skriver journal, spiser morgenmad, klæder mig på og SÅ er det ud ad døren.. Jeg duer ikke til at stå op på under en time, så vågner jeg ikke rigtigt..

Stod inat ved 02.30tiden i mit køkken og børstede tænder og som vanligt følte jeg det nødvendigt at slukke lyset herunder - jeg har en bizar frygt for at være SYNLIG i mit køkken om natten, een eller anden neurotisk idé om en snigskytte i gården som kan skyde mig gennem vinduet hvis jeg er synlig, aner ikke hvor dette kommer fra, ved bare at det er weird og at jeg FØJER denne frygt ved at slukke lyset..

Kan du huske de gamle dårlige "gyser"film der hed Candyman? Det er lidt på samme måde jeg har det med at slukke lyset om natten i mit køkken - jeg har ALDRIG syntes Candyman var uhyggelig, bare umådelig PLAT men alligevel TØR jeg IKKE stille mig foran spejlet og SIGE "Candyman" - ikke engang een enkelt gang, føler det vil være lidt hybris og hvad nu hvis??

Nåmen noget andet er at min kærestes lejlighed nu er ved at være RIGTIG fin og lækker - den er nymalet, gulvene er fine, lyse og nyafhøvlede/lakerede, der er sort vinyl på gulvet i entréen, badeværelset er fint med sort forhæng og røde småting (spand, børste mv.), køkkenet er ved at blive sat op i disse dage - moderne stil - hvide elementer med mørkebrun bordplade (ligner til forveksling mørkebrunt nøddetræ/mahogni men ER plastic) - glæder mig SÅ meget til at udpakke og indrette det køkken - med hans ting og de mange af MINE ting jeg osse har slæbt derover.. Han er gået med til at jeg får ret frie hænder til at indrette køkkenet i retro-stil (kan godt lide eklektiske miks af nye elementer og gamle ting - i mit eget køkken er det omvendt - gamle elementer fra 30erne med hyldepapir, glaslåger med blondeforhæng og NYE accessories i råt minimalistisk stål)..

Stuen og kontoret er nogenlunde færdige, de er udpakkede, billeder og lamper er ophængt, det er lyse og fine rum med fine billedrammer, planter og lysestager i vindueskarmene..

Han har købt et KÆMPE fladskærmsTV til ophæng på væggen i stuen, lige stort nok efter min smag, men fed kvalitet.. Jeg ER personligt ikke til store dominerende TVs i rummene og jeg er bestemt ikke til TV i soveværelset underordnet hvor hygsomt det kan være at ligge i sengen og glo på.. Nok mest fordi jeg ikke er så meget generelt til TVmediet - jeg ser mestendels kun Tvavis og en sjælden film (har en større filmsamling), kan lokkes til platte dokumentarprogrammer i ny og næ og reality - finder eks. stor morskab i Gordon Ramseys banderi og tilsvininger.. Jeg bryder mig dog ikke om at TVet indtager en alt for central plads i indretningen, det bliver hurtigt for meget og for plat, måske fordi Tv er et passivt apparat, hvor du KUN kan SE og forholde dig passivt (hvis ikke du bruger det til spil eks. og dermed har en form for interaktion, handling - jeg nyder selv godt af min Ps2 og min fyr har lige købt Nintendo Wii til sit nye TV) - men grundlæggende handler det om at en PC for mig signalerer mindre passivitet, større interaktion og dermed virker den mindre plat og vidner om mindre stilstand for mig.. PCen er vigtigere end Tvet i mit liv..

Jeg er typen der er MERE til computer end TV - jeg bruger oftere pcen til nyheder, videoer på youtube, gamle programmer på Sputnik mv. Eks. har jeg for min ferie planlagt at gense de gamle klamme MTVs "Fear"-programmer på youtube (kan du huske dem fra 2000/2001/2002?? De dér programmer med en flok unge der blev lukket inde i nedlagte fængsler, asylums mv. og så skulle udforske og påvise paranormal aktivitet!? Nåmen de ligger i hvert fald tilgængeligt på youtube..) Og Sputnik har jeg købt abbonnement til for i ro og mag at gense gamle Operation X-programmer, Årgang 0 og ikke mindst gamle afsnit af Åndernes Magt.. Elsker al det spøgelsesmani..

Her et par billeder af et par af de rum i den nye abode der ER ved at være færdige (TVet - kan du se hvilken film der spiller?, stuen, pizza ved flytningen med venner, vinduet i kontoret):

På tirsdag, når jeg har fridag tager jeg på supershopping og køber RETRO til hans køkken - en limegrøn retro brødrister, en rød retro stempelkande, et par gamle reklamedåser til gryn og kaffe mv.

Derudover flytter vi min store røde (altid rød, væn dig til det) FrancisFrancis Espressomaskine over i hans nye lejlighed imorgen, den vil passe bedre i hans nye køkken og jeg har ikke rigtig plads til den herhjemme, den står bare og fylder på min vaskemaskine.. Og desuden er vi jo mest hos ham i hverdagene anyways..

Prøvede ihærdigt at overbevise ham om nødvendigheden af at købe og ophænge en gammel Cirkelkaffe-reklame-plakat (den med negerpigen, eller afro-whatever..) i køkkenet eller stuen, men han bed ikke på, så jeg må nøjes med at købe og ophænge den hos migselv.. hmm..

Er der i øvrigt nogen der ved HVOR jeg kan købe de to gamle blikdåser - den ene skal være Ota Solgryn rund gammel dåse og den anden den røde udgave af den runde gamle Cirkelkaffe-dåse?! Please help!! Ligger du selv inde med disse og vil sælge dem så skriv endelig en kommentar, pris gives ift. markedet og efter stand..

Der er en umiskendelig sommerstemning i den nye lejlighed - nu ER det jo så også sommer, så alt andet ville være mærkeligt, men det er ikke dét jeg mener.. Jeg er jo æstetiker og lever for indtryk, stemninger og udtryk herom og lejligheden har en duft og følelse af sommer (den vil sikkert osse være fin til vinter) - farverne - de hvide vægge og lyse gulve, indretningen, ALT vidner om sommer og sol, lyset ind gennem de lange hvide florlette gardiner i soveværelset, er svært at forklare men det er bare en sommerstemnings urban lejlighed..

Bryder mig iøvrigt ikke om forandringer, ikke hvis det er forandringer i andres liv anyways.. Jeg er monster-kontrolfreak, kan godt lide at bestemme og dominere, kan godt lide at det er MIG der har overblikket og styringen og har det dermed svært med pludselige forandringer i familie og vennekredsen.. Kan bedst lide at alt forbliver at være som det altid har været.. Ved godt at dette både er infantilt, utopisk og egoistisk, og jeg vænner mig da også til forandringerne, det SKAL man jo, men udvikling i venners liv kan være svære omstillinger, synes jeg, når de får nye kærester og dermed lukker sig selv inde i en tosom bobbel i længere tid, når venner og familie begynder at få børn, føler tiden flyver afsted og at jeg ikke kan følge med.. Specielt fordi jeg ikke selv har ønske endsige planer om børn foreløbigt og ved at flere af mine nære veninder arbejder aktivt på at få børn pt. Selvfølgelig vil det GLÆDE mig når deres drømme herom går i opfyldelse, men jeg kan ikke undsige mig for et egoistisk behov for at tingene forbliver at være uforanderlige.. At jeg ikke (egoistisk set) MISTER dem til familielivet for hurtigt (IGEN frygten for at miste, hér ikke omhandlende dødsfald men mere dét at miste central plads i deres hverdag, miste nærheden).. Jeg går for tiden blot og venter på at den første (ud af 3-4 veninder) skal melde ud at hun er gravid, frygter det lidt men VED også at det IKKE er meningen jeg skal STYRE deres liv og udvikling, at dette blot kommer af min frygt for forandring og frygt for at miste.. Og min følelse af at tiden ER fløjet afsted og jeg dermed ikke inderligt føler at vi rent faktisk ER i midten/slutningen af tyverne og dermed har den rette alder til børn, jeg VED at det HAR vi men jeg FØLER det ikke indvendigt fordi jeg netop synes jeg blot har blinket med øjnene og er gået fra 20-27 med eet enkelt blink..

Tiden er en forunderlig størrelse.. Og min tidsfornemmelse mindst ligeså forunderlig..

Nu hvor lejligheden ER ved at være indrettet og jeg ikke er så preoccupied i hverdagen, lover jeg at skrive mere regelmæssigt.. Until then, tata fra den nocturnale ravn.. =)

Weekenden..

Weekenden går nu så småt på hæld, dog med en følelse af at jeg har fået NOK ud af den.. Hader følelsen af at weekenden bare flyver afsted uden nogen form for retning, hvor jeg ikke føler jeg har fået udrettet noget..

Denne weekend har vi både fået fejret min lille nevø og implicit set familien, jeg har fået trænet lidt kørsel (mangler stadig noget rutine) ved at køre os ud og hjem i bilen igår, været i byen - Rammstein Jam-koncert på The Rock natten til søndag, sovet længe, slappet af og set film.. Vi har fået nøglerne til min kærestes nye lejlighed og er så småt gået igang med at rive tapet ned, puuuh der bliver meget at se til de kommende par måneder med maling, ordne gulve, rive køkken ned (og sætte nyt op) mv. men lejligheden bliver FIN og lækker og den er væsentligt større end den nuværende.. Bliver lækkert med mere plads, specielt fordi vi ER mest i min kærestes hjem.. Således vil vi også udi fremtiden når vi en dag er klar til sammenflytning stå bedre med TO 3værelses-lejligheder i København, ifald vi forsøger at bytte vore andele for een større end NU hvor vi har en 2'er og en 3'er at gøre godt med..

Ialt en weekend med mange gøremål men hvor vi har nået en masse --> HERLIGT! =)

Er ved at indstille mig på den kommende uges arbejde, med storkonflikt formentlig brydende ud i midten af den kommende uge, bliver spændende at se, OM dette påvirker mit praktiksted (er på et plejehjem, der dog ikke umiddelbart er udtaget til strejken)..

Jeg er lidt TORN mht. denne konflikt, på den ene side mener jeg ikke at strejke er det rette middel - følelsen af at tage gidsler såsom gamle og syge for at opnå større lønninger (i forvejen opgøres de gamle jo i kroner og ører, den pakke de er visiteret til giver X antal minutters pleje, X antal kroner til plejehjemmet og ergo X antal personaler i normeringen, en højst besynderlig måde at "effektivisere" faget - at omsætte mennesker i tid og penge, efter min mening), men på den anden side mangler vi arbejdskraft i dette fag og sålænge det er SÅ lavstatus både hvad angår anseelse og løn kommer vi ingen vegne (eks. føler jeg det nødvendigt når jeg møder nye mennesker at TILFØJE at jeg OGSÅ er igang med en akademisk uddannelse for IKKE at sættes i social klasse 5-bås i samme stund de hører at jeg er sosu-elev, måske skyldes dette mere mit eget snobberi, min egen indre ringeagtelse af plejesektoren?! Det skal dog tilføjes at jeg faktisk gode kan LIDE dette arbejde, føler jeg kan gøre en forskel, men føler stadig en offentlig ringeagtelse, det ER jo ingen hemmelighed at Sosu ER et lavstatus-fag og i det lange løb ER det også for hårdt fysisk og psykisk og for dårligt lønnet til at jeg vil arbejde i faget EFTER jeg engang bliver færdig som kandidat, men som studiejob er en nattevagt indenfor plejefaget et godt valg for mig, - fuldtidsløn for deltidsarbejde (megen fritid til at studere) og som natteravn TRIVES jeg jo bedst med nat-arbejde anyways..) - vi er nødt til at højne fagets anseelse på den ene eller anden måde for at tiltrække flere hænder og er lønningerne vejen hertil, så ER strejken måske midlet for at nå målet.. ? Dunno.. Men en mindre homogen skare af ansatte større diversitet indenfor faget ville også "pynte" på arbejdsgangen, og for at dette kan lykkes, er vi nødt til at gøre faget mere attraktivt for et bredere befolkningsudsnit..

Nåmen ellers er der vist ikke så meget nyt under solen denne søndag eftermiddag, andet end at vejret er SKØNT udenfor - en rigtig lækker forårsdag - vidner om forsommerens komme, NYDER det!!

Fredagsreflektioner..

Ah, fri fra praktik og weekend, herligt herligt =)

Skal bare dandere den resten af denne fredag eftermiddag og aften og imorgen tidligere op end ellers i weekender og til min lille nevøs 1 års fødselsdag.. Har fundet nogle fine gaver til ham - en lille grøn taske med en frø og hans navn indgraveret på skulderremmen og et barnevogns/klapvognsskilt formet som en nummerplade i blik med hans navn og fødselsdato på.. Totalt sejt at blive kørt rundt i barnevognsdyt med egen nummerplade, hæhæ..

Har haft kodyl hovedpine det meste af dagen idag, er ved at lette lidt nu efter at have kastet et par panodiler ned.. Gider ikke starte min weekend med at være hovedpine-irritabel når kæresten kommer herhen om et par timer..

Er pt. mere optaget af tanken om at MISTE end normalt, ved ikke helt hvorfor men har en udtalt frygt for at miste familie, at få indbrud, brand mv. Når jeg dør vil jeg have mit kæreste eje - mine journaler med i himlen.. Hmm, er jo ret beset gnostiker og dermed ikke troende, således tror jeg faktisk hverken på himlen eller helvede men snarere på dét der kan bevises, jeg tror på vidensakkumulering som den ultimative ophøjelse til det "guddommelige" , så lad mig rette migselv; jeg vil have mine journaler med i graven som jo ER det eneste beviselige sted jeg VED jeg en dag vil ende! I virkeligheden er jeg ikke rendyrket gnostiker, har også deistiske tendenser, tror endvidere på reinkarnation (eller HÅBER i hvert fald), virker så meningsløst at leve for blot at ende i et hul i jorden eller i en kaskade af flammer.. Jeg tror faktisk på mange ting/tror på mulighederne for disses eksistens, her kan nævnes: dæmoner, ånder, spøgelser, genfærd, parallel-verdener, sjælemager og tvillingesjæle mv.

Har i mit liv haft adskillige oplevelser af åndelig art, specielt som barn og yngre, peekede da jeg var tidligt teenager, hvorefter det er aftaget med årene.. Idag har jeg fremtidsvisioner i form af drømme (meget klare drømme ofte om ulykker, hændelser, varsler mv.) og stærk intuition i behold.. Eksempelvis dét at fornemme at telefonen vil ringe få sekunder før den gør og vide inden den ringer hvem det er, fornemmelsen kom så sent som for en time siden ifb. med nogle problemer jeg har haft med mine banksager på det seneste og som nu har ligget stille en måned, allerede INDEN jeg nu loggede på netbanken kunne jeg mærke at idag var dagen hvor der ville komme endelig afklaring på disse issues, og retteligt; Siden imorgen VAR der nu kommet orden på det! Spooked? A tad.. Det skal hér nævnes at jeg IKKE har tænkt på disse bankting den sidste uges tid, fornemmelsen og tankerne herom kom først idag få sekunder før log-on..

Nåmen jeg tror altså på det åndelige, ok..
Min tro på sjælemager handler om noget nær det dybeste bånd man kan have med et andet menneske, et sådan bånd jeg har med min franske fætter, som jeg først lærte at kende som 20årig.. En fornemmelse, indføling og gensidig empati der knap nok kan beskrives, en dybfølt fornemmelse af samhørighed (samhørighed = at høre sammen, een sjæl fordelt i to kroppe, læs Platons beskrivelse af sjælens tvedeling), evnen til at FØLE den anden med flere tusinde kilometers adskillelse, kunne føle den andens humør, savn, tanker, længsler mv. Dette er for mig blot en del af sjælesamhørigheden, jeg tror på at han og jeg vil ALTID føle hinanden, på trods af landegrænser og interne stridigheder i familien der desværre har medført at der ikke er nogen fast kontakt længere.. Man vælger jo ikke sine sjælemager, man kan være så heldig at møde dem! Og så uheldig at verdens normer gør det umuligt at holde den faste kontakt på længere sigt, men min fætters plads i mit hjerte mindskes ikke med årene, ej heller sorgen over stridighederne..
Det skal hér nævnes at min fætter er den hidtil eneste der har kunnet fjerne min tomhedsfølelse fuldstændigt blot ved at VÆRE nær i mit liv, for første gang ved mødet med ham følte jeg mig hel. Dette kom efter en opvækst hvor jeg mistænkte mine forældre for at jeg var født som tvilling og at den ene af os døde som spæd (har alle dage været ret dramatisk). Jeg brugte denne idé som forklaring på min konstant nærværende følelse af at være halv, at mangle min anden halvdel, fyldte i årevis dette indre hul, denne tomhed ud med slik, mad etc. hvilket afstedkom en barndom med seriøse vægtsvingninger og et liv med et decideret forskruet forhold til føde.. Vidende dog, at dette ikke handlede om mad, men snarere tomhed og fejlagtig tackling af denne følelse! Har til stadighed problemer med mad, men ikke noget jeg gider hverken tale eller skrive nærmere om (= arbejder på det, for altid!), afskyer kvinders besættelser af slankekure og overfladisk snak herom..

Modsat er en tvillingesjæl for mig ikke een med hvem jeg deler sjæl men snarere en spejling af migselv - en sjælefrænde om man vil - en ligesindet, een der tænker, agerer, føler og ER som migselv og med hvem jeg kan føle samhørighed over genkendelsens tryghed, som at spejle sig i et andet menneske, denne forbindelse har jeg til een af mine næreste venner..

Nå, havde besøg af min bedste ven (som samtidig er min ekskæreste) igår aftes, var hyggeligt og vanen tro nørdede vi sammen i timevis omkring fælles interesse i konspirationer - var for nogle år siden i Rennes le Chateau (som førhen hed Rhedae - det tror jeg min fremtidige hund skal hedde, iøvrigt er een af de bedste baser om denne by faktisk rhedae.com) sammen og obsessede over myterne dernede om byen, skatten, Jesus' lineage og Maria Magdalena (dette var FØR en vis Mr. Brown spandt guld på denne oldgamle myte, der hersker i denne del af sydfrankrig) - en hamrende spændende tur, som jeg håber på en revival af de kommende år (ikke i år dog, der står den på sommerhus til sommer og Prag i efteråret).. Nuvel, endte med at vi sad igår og obsessede over parchments, tal (blev småparanoid på "The Number 23"-måden!), kunstværker mv. Men var sgu underholdende! Som gnostiker ER jeg sandhedssøgende og en god konspiration vækker interessen, RLC er til stadighed en stor interesse.. Et in Arcadia Ego.. Forever!! =)

Har faktisk mange ting/occassions jeg glæder mig til dette år, kan nævnes:

- Min kærestes malerparty med venner når vi istandsætter hans nye lejlighed (får nøglen imorgen!)
- Kærestens 30 års fødselsdagsfest (kæmpe brag!) om halvanden måned..
- Housewarming..
- Sommerferie - 4 herlige FRIuger til at sove længe, dase, shoppe, nyde byen, sommerhus mv.
- Færdig med elevuddannelsen, NO MORE ståen tidligt op om morgenen, istedet fast nattevagt, hvor jeg påny kan NYDE det nocturnale liv og nyde at gå hjem i ro og mag om morgenen for at sove når alle andre morgenstresser gennem byen på vej til arbejde..
- Pragrejsen med kæresten til efteråret..

Og derudover har jeg tillige en hverdag der bringer mig megen glæde og velvære, jeg har megen fritid, frihed og overskud - er meget bevidst om dette, alene den luksus at have tid til daglige skriblerier et et GODE for mig som jeg er taknemmelig for!! Følelsen af at have et tilfredsstillende overskudsliv er vigtigt for mig og jeg er SÅ taknemmelig for dette!

Dog er jeg også en person der ofte holder mere af tanken (fornemmelser) om ting, rejser mv. end at opleve dem IRL - finder ofte virkeligheden skuffende (eks. kan jeg bedre lide idéen om at slentre op ad kringlede små stræder på Montmartre og indsnuse fordums bohème-stemning end egentligt at VÆRE der IRL med larm, skumle personager, fygende blæst eller ulidelig hedebølge, bunker af larmende turister, sol der skærer i øjnene, hovedpine og andre ting der hører virkelighedens verden og ikke drømmene til) , dette er dog aftaget lidt med tiden, hvor jeg har lært mig at fremtidsanalysere mindre og ergo blot VÆRE i NUET og dermed synes virkeligheden mindre skuffende, fordi jeg netop ikke har gjort mig en masse forestillinger om den.. jeg vil dog aldrig slippe drømmeriet helt, ER en dagdrømmer og luftkastellerne, fantasierne ER en forankret del af mig som GIVER mig glæde, jeg har bare skullet lære at vælge (på den kognitive måde) at bruge de positive aspekter fra drømmene og ikke de negative skuffelser det virkelige liv førhen bragte mig.. Jeg foretrækker ikke længere drømmene, jeg trives med det virkelige liv.. Og forholder mig til dette, er drømmene bevidst for det gode, uden at lade dem påvirke mit virkelighedssyn!

Jeg småstresser ofte migselv - finder at døgnet har for få timer til alle de ting jeg gerne vil NÅ på en given dag, dette medfører at jeg periodevis nedprioriterer min søvn for at nå det hele og ofte render rundt med en følelse af at være evigt bagud.. I andre perioder kompenserer jeg så ved at være konstant træt og sove både hele og halve dage væk.. Det latterlige er at det yderst sjældent er vigtige ting jeg gerne vil nå, det kan være småting som at læse en bog færdig, at købe ind, gøre rent, rydde op (er jo neurotisk omkring min orden), spille et spil færdigt, genlæse mine gamle journaler, se en veninde, køre en bestemt tur mv. Alt sammen luksus i større perspektiv - ting der ikke er livsnødvendige men som det er en luksus faktisk at HAVE så megen fritid til, fordi jeg netop ikke har børn og slige forpligtelser endnu.. Men alligevel ender disse ting som besættelser på en indre to-do-liste, som jeg stresser over ikke at nå.. En overgang med store omvæltninger i min familie, kærlighedsliv og privatsfære i det hele taget gik jeg ned med rigtig stress, jeg VAR ikke stresset, jeg HAVDE stress, i så grum grad at jeg fik panikangst-anfald og troede jeg var ved at dø ( i hvert fald de første gange disse anfald kom, inden jeg læste mig ind i emnet angst og panikangst og således lærte at tøjle anfaldene hvorpå de er ebbet ud, kan sommetider stadig få antast af et begyndende anfald men bruger da tillærte værktøjer til at stoppe dem..) Jeg skal dog LÆRE at have færre forventninger til en given dag, dette har også tidligere været en måde jeg arbejdede mig ud af stressen, at jeg forbød migselv at lave planer af nogen art for en længere periode og dagligt tvang migselv til at KEDE mig, lave ingenting og derved slappe af.. Kedsomhed er ikke normalt særligt fremherskende i mit liv, på arbejdet i praktikken keder jeg mig ofte, fordi det er rutine, trivielt og de mennesker jeg arbejder sammen med grundlæggende ikke forstår mig og omvendt, - derfor er en nattevagt uden kolleger bedre for mig indenfor dette fag udi fremtiden når jeg er færdigudlært!) men i mit private liv er kedsomhed næsten ikke-eksisterende netop fordi jeg hele tiden holder mig beskæftiget med mine mange gøremål, funderer over om disse gøremål ubevidst er en måde at UNDGÅ kedsomheden, frygter jeg den monstro? Ville jeg føle tomhed hvis jeg tillod mig at kede mig? Umiddelbart vil jeg svare; Nej, jeg har ikke TID på programmet til at kede mig, har for mange ting jeg vil NÅ idag =) Og således er vi ligevidt.. Tsk Tsk, Ravinski..

Jeg elsker livsstil og stemninger, elsker at indsnuse stemninger eks. på en tur i byen, at spadsere henover Gråbrødre Torv og føle mig opslugt af det urbane beat.. Stemningerne er overalt, æstetisk set - gamle antikvarboghandlere med al den viden og duften af gamle bøger, en særegen duft, toppede brosten, henfaldne blade under træerne i oktober, nørdede typer i Faraos Cigarer stående på hovedet i bogkasser med tegneserier, et stringent indrettet minimalistisk hjem, en sen nattetime ved vandet, film med gamle togrejser ombord på Orientekspressen etc. -Elsker det, de fornemmelser det bringer mig, kan ikke få nok! Een af mine yndlingsromaner hedder Blackout og er roman-delen til et adventurespil ved samme navn (dansk, skrevet af Michael Valeur for Deadline Games, 1997) og denne roman har noget nær de bedste urbane stemningsbeskrivelser jeg hidtil har oplevet.. Jeghar en udtalt aversion mod forstadskvarterer (efter en opvækst på vestegnen i et forstadskvarter) og Blackout rummer beskrivelser heraf der er imponerende:

”De hvide facader borede sig ind under tøjet på hende. De politiske slagord var forkert stavet, grafittierne reduceret til tags af laveste kvalitet.... selv fisse var stavet med ét s, og tegningerne var .... triste. De passede til den sorte sne og de gamle is-skorper, der havde samlet cigaretpakker, hundelorte og knuste flasker, i et konserverende favntag.”

Føler mig priviligeret over at kunne bo i det skønne København, der er på top tre over mine yndlingsbyer (efter Prag og Paris)..

Jeg hader skuffelser, at blive skuffet er noget nær det værste jeg ved, og jeg har sværere ved at indrømme skuffelse, at et andet menneske/verdenen skuffer mig end at indrømme sorg, vrede, at være ked af det.. Jeg har langt nemmere ved at sige TAK eller UNDSKYLD (og finder storhed i folk i min omgangskreds der ligeledes er i stand til at ytre disse ord) end at indrømme at jeg er skuffet, hvorfor mon? Udstiller jeg virkelig migselv mere (og bliver jeg derved mere sårbar) ved at indrømme at verden sommetider ER skuffende, ikke lever op til forventningerne, end ved at indrømme at jeg er såret eller undskylde at jeg har handlet ilde? Jeg har selv svært ved at se fornuften i dette, men der må vel være en grund..

Tak for at du læser min blog og undskyld min babbling, nu er jeg skuffet over migselv, HA tag dén ;)

Begyndelsen..

Hohum, tænkte længe over hvad jeg skal starte mit første indlæg med, og kom ikke længere end det rene ingenting.. Men er i grunden også ligemeget hvad jeg indleder med sålænge det efterfølgende er mere interessant .. (Let the babbling continue)..

Stikords-beskrivelser af mine interesser og mit liv er umådeligt uinteressante og implicit overfladiske, vil hellere starte denne første dag med at fortælle et par facts om mig og min til tider selvcentrerede eksistens (kan ikke afgøre om jeg i grunden finder at blogs og disses forfattere i almindelighed stammer udfra behov for selviscenesættelse og dermed blot bliver endnu en del af det 21 århundredes konstante søgen af 20sekunder i rampelyset eller om de i grunden ER interessante..?! Lagde som yngre, da jeg en periode arbejdede i en boghandler mærke til at såsnart en roman havde ordet "dagbog" (Nynnes, Bridgets) eller andre prædikater der associeredes til indsigt i privatssfæren og det allermest hemmelige, så strøg disse til tops på salgslisterne.. Denne evige nysgerrighed - den tilfredsstillende følelse af indsigt og SNAGEN i andres eksistens, liv og dermed levned.. Læser vi blogs for at tilfredsstille det indre voyager-behov eller læser vi for at finde en vej ud af ensomheden? - Den eksistentielle ensomhed som vi alle føler fra tid til anden, behov for ikke at føle os alene, føle anerkendelse, forståelse, spejle os i andre mennesker for at vide at vi ikke er alene..

Minder mig om et citat fra filmen om C.S.Lewis (Shadowlands): "We read to know that we are not alone."

--> Vi læser for at vide at vi ikke er alene, ganske simpelt, ganske banalt, ganske genialt!

Ligesom det ofte hjælper lidt, når man står midt i et problem, at vide at een man kender har større problemer, denne trøst vi finder i følelsen af ikke at være alene.. Nuvel, tilbage til pointen; Bloggen ER en forlænget form for dagbog - eller 'journal', som jeg valgte at kalde den voksne slags af dette væsen - en dagbog er for mig noget lettere infantilt, små piger (og drenge velsagtens) som skriver om HVAD de oplever - handlinger ergo, hvorimod en journal er en mere voksen forlængelse af en dagbog, som i min forståelse i højere grad handler om tanker, følelser og udvikling end egentlige handlinger og oplevelser.. Denne blog vil være en blanding af begge..

Det interessante ved en blog er vel samme følelse af at læse en andens dagbog/journal - her blot i billigere og lettere tilgængelig form end at skulle anskaffe disse i bogform.. Samtidig ved vi jo også når vi har læst og følt med Nynne, Bridget og de andre at deres liv ER fiktion og dermed fjernes en del af nærhedsfølelsen, en følelse der i højere grad kommer til udtryk i folks blogs..

Allerede nu kan måske anes en tendens jeg har - til at have een hovedpointe i dét jeg fortæller, hvorfra en masse udenomsforklaringer udspringer, som små stier i et Borges'kt eventyr (hentydning: The Garden of Forking Paths - læs den!)

Jeg har længe fundet stor fornøjelse i andres blogskriblerier og eftersom jeg i årevis har skrevet privat journal dagligt er mit behov for at dele MIG med andre end migselv (har alligevel sjældent tid til at genlæse dét jeg skriver i min journal, hvorfor den i grunden synes mig at være en smule overflødig, dog er den blevet en obsession i mit liv, en frygt jeg har for at bloggen hér også kan blive..) blevet mere udtalt den senere tid, det er som om journalen ikke længere opfylder mine behov, så jeg byder hermed migselv velkommen til denne del af nettet - jeg håber I andre vil gøre ligeså.. Dette er mit lille hjørne af blog-manien og jeg ER afklaret med mit udsprungne behov for selviscenesættelse, jeg er klar til at dele mig..

Nåmen nogle små facts fra mit liv, som lovet ovenfor:

1. Har lige støvsuget og mens jeg trallede rundt med maskinen prøvede jeg at komme i tanke om en god indledning til denne blog, lykkedes ikke fordi jeg konstant blev distraheret af den infame larm fra min nyindkøbte RØDE (elsker RØD, har et infantilt behov for at RØRE ved røde ting, så kommer du ned til din knaldrøde bil og opdager et par behændigt plantede mærker fra en hånd, så er det sikkert bare mig der har passeret den i nattens mulm og mørke) støvsuger, den har en afsindigt høj (decibelmæssigt altså) lyd, den var knaldhamrende billig og den 'rigtige' farve og jeg følte mig så heldig da jeg fandt den for nogle uger siden (for den var UNDER det hertil afsatte budget og således kunne jeg jo bruge de sparede penge på mere sjov shopping), menjeg har måttet sande HVORFOR den var så billig: 1. Man kan ikke indstille styrken på sugningen, hmm... 2. Den hviner!! =(
I mit næste liv ønsker jeg mig en støvsuger med så høj en tone at kun Mokka (uf, nu 'hørte' han at jeg TÆNKTE på ham - det kræ har en infam evne til at opfange mine tanker, eks. når jeg nogle gange pludselig bliver stilheden og roen bevidst når han sover under sengen og velbehageligt giver mig til at NYDE dette, så lyder der straks efter et BUMP og kræet kommer derpå til syne med sine onde øjne! Den burde fandeme hedde Nemesis (eller er det Hybris i dette tilfælde? Hybris er vel at jeg giver mig til at nyde roen og Nemesis er hans tilsynekomst oder was?!) og andre ligesindede firbenede væsner skal være i stand til at høre den!!

Nåmen jeg regerer enevældigt i min lille lejlighed i København, 70 skønne kvadratmeter kun til mig og Moksen, og så de hyppige besøg af kæresten.. Jeg elsker indretning og havde jeg råd indrettede jeg mig rigtig luksuriøst med masser af design, men hertil rækker elevlønnen ikke på nuværende tidspunkt.

Dette bringer mig til næste punkt; Jeg er studerende, lige pt. igang med TO uddannelser - den ene, hvori jeg er stagneret i adskillige år og først NU for alvor begynder at nærme mig en afslutning (læser humanistisk fag på Københavns Universitet) som skal brødfødes af den anden - som jeg pt. er aktiv med - en elevuddannelse som åbner dørene for et liv beyond SU og pasta med tun! Uddannelse to sikrer mig et liv med RÅD til at LEVE ordentligt, er ikke længere 20 og er blevet mere bevidst om hvor kort livet ER, hvor hurtigt tiden går og at jeg derfor ikke vil leve et økonomisk set kummerligt studenterliv. Uni-uddannelsen har jeg pt. orlov fra mens jeg færdiggør elevuddannelsen - er pt. i praktik og er færdig til efteråret, hvor en nattevagt-stilling på min gamle arbejdsplads venter på mig, således kan jeg arbejde 7 nætter i træk og deraf modtage en fuldtidsløn, have FRI hver anden uge og mere TID og overskud til at fortsætte og færdiggøre uni ..

En anden ting er at jeg er neurotisk - nogle gange mere end andre, jeg obsesser over oprydning, orden og rengøring - dog KUN indenfor mine egne døre, skal dog nævnes at siden jeg begyndte at indrette min kærestes abode mere indgående (med tøsenips, lysestager, rammer, fade og andet skrammel) er jeg begyndt også at indlemme hans lejlighed en smule i min besættelse, jeg prøver dog at styre mig og respektere hans regler og normer.. Til gengæld har jeg ALTID et hjem der er parat til uanmeldte besøg fra venner og familie, herligt =)

Jeg afskyer banaliteter (at det implicit i denne forbindelse er migselv der subjektivt afgør HVAD banaliteterne består i, er en helt anden sag..) og small talk - jeg gider ikke bruge min tid på det og er desværre pt. i praktik et sted hvor folk lader til KUN at kende hinanden ganske overfladisk og derfor bruger megen tid på at small talke om slankekure, hinandens afkom mv. - Og jeg fremstår formentlig som værende ret elitær og asocial eftersom jeg sjældent gider at forsøge på at indgå i denne small talk..

Dette er endnu et issue - den til tider fremherskende elitære fornemmelse, som jeg ikke er stolt af men har svært ved at undsige mig - stammer ud af en familie af snobber (som i grunden alle har så mange komplekser over egne eksistenser og manglende ambitioner at snobberiet blot forekommer plat, kompenserende og intetsigende) og har en tendens til i mit voksne liv at støde ind i ligesindede på det venskablige plan, hvor en form for lukket elitær klub for indviede opstår, hvor vi så kan sidde og bekræfte hinanden i hvor meget klogere, dygtigere, vidende etc. vi ER end alle andre, en latterlig infantil måde at anskue verden på, I know, men samtidig et form for nørdet forum - en form for fælleskab der vel i grunden udspringer fra frygten for andre mennesker, frygten for det/de ukendte og på denne måde skaber dette samlingspunkt - elitarismen - en form for fællesfølelse, fælles anerkendelse af hinandens eksistensberettigelse!! OG nej, jeg ligger IKKE til højre for midten, jeg er venstreorienteret! Meget endda!

Jeg er endvidere kendt for at være hyperverbal, æstetisk anlagt (ser verden omkring mig, tager den ind og NYDER æstetikken, skønheden i mit milieu), analytisk (har arbejdet meget på at være mindre analytisk, mindre fremtidsanalyserende, minde kontrollende og dermed evne blot at VÆRE - at føle NUET!) og meget åben (eks. omkring neuroser, angst, ensomhed, tanker, følelser mv.)

Tilslut idag et citat: Solitude er blot en selvbestaltet forgrening af ensomheden. (Ravinski, 2006)