Fredagsreflektioner..

Ah, fri fra praktik og weekend, herligt herligt =)

Skal bare dandere den resten af denne fredag eftermiddag og aften og imorgen tidligere op end ellers i weekender og til min lille nevøs 1 års fødselsdag.. Har fundet nogle fine gaver til ham - en lille grøn taske med en frø og hans navn indgraveret på skulderremmen og et barnevogns/klapvognsskilt formet som en nummerplade i blik med hans navn og fødselsdato på.. Totalt sejt at blive kørt rundt i barnevognsdyt med egen nummerplade, hæhæ..

Har haft kodyl hovedpine det meste af dagen idag, er ved at lette lidt nu efter at have kastet et par panodiler ned.. Gider ikke starte min weekend med at være hovedpine-irritabel når kæresten kommer herhen om et par timer..

Er pt. mere optaget af tanken om at MISTE end normalt, ved ikke helt hvorfor men har en udtalt frygt for at miste familie, at få indbrud, brand mv. Når jeg dør vil jeg have mit kæreste eje - mine journaler med i himlen.. Hmm, er jo ret beset gnostiker og dermed ikke troende, således tror jeg faktisk hverken på himlen eller helvede men snarere på dét der kan bevises, jeg tror på vidensakkumulering som den ultimative ophøjelse til det "guddommelige" , så lad mig rette migselv; jeg vil have mine journaler med i graven som jo ER det eneste beviselige sted jeg VED jeg en dag vil ende! I virkeligheden er jeg ikke rendyrket gnostiker, har også deistiske tendenser, tror endvidere på reinkarnation (eller HÅBER i hvert fald), virker så meningsløst at leve for blot at ende i et hul i jorden eller i en kaskade af flammer.. Jeg tror faktisk på mange ting/tror på mulighederne for disses eksistens, her kan nævnes: dæmoner, ånder, spøgelser, genfærd, parallel-verdener, sjælemager og tvillingesjæle mv.

Har i mit liv haft adskillige oplevelser af åndelig art, specielt som barn og yngre, peekede da jeg var tidligt teenager, hvorefter det er aftaget med årene.. Idag har jeg fremtidsvisioner i form af drømme (meget klare drømme ofte om ulykker, hændelser, varsler mv.) og stærk intuition i behold.. Eksempelvis dét at fornemme at telefonen vil ringe få sekunder før den gør og vide inden den ringer hvem det er, fornemmelsen kom så sent som for en time siden ifb. med nogle problemer jeg har haft med mine banksager på det seneste og som nu har ligget stille en måned, allerede INDEN jeg nu loggede på netbanken kunne jeg mærke at idag var dagen hvor der ville komme endelig afklaring på disse issues, og retteligt; Siden imorgen VAR der nu kommet orden på det! Spooked? A tad.. Det skal hér nævnes at jeg IKKE har tænkt på disse bankting den sidste uges tid, fornemmelsen og tankerne herom kom først idag få sekunder før log-on..

Nåmen jeg tror altså på det åndelige, ok..
Min tro på sjælemager handler om noget nær det dybeste bånd man kan have med et andet menneske, et sådan bånd jeg har med min franske fætter, som jeg først lærte at kende som 20årig.. En fornemmelse, indføling og gensidig empati der knap nok kan beskrives, en dybfølt fornemmelse af samhørighed (samhørighed = at høre sammen, een sjæl fordelt i to kroppe, læs Platons beskrivelse af sjælens tvedeling), evnen til at FØLE den anden med flere tusinde kilometers adskillelse, kunne føle den andens humør, savn, tanker, længsler mv. Dette er for mig blot en del af sjælesamhørigheden, jeg tror på at han og jeg vil ALTID føle hinanden, på trods af landegrænser og interne stridigheder i familien der desværre har medført at der ikke er nogen fast kontakt længere.. Man vælger jo ikke sine sjælemager, man kan være så heldig at møde dem! Og så uheldig at verdens normer gør det umuligt at holde den faste kontakt på længere sigt, men min fætters plads i mit hjerte mindskes ikke med årene, ej heller sorgen over stridighederne..
Det skal hér nævnes at min fætter er den hidtil eneste der har kunnet fjerne min tomhedsfølelse fuldstændigt blot ved at VÆRE nær i mit liv, for første gang ved mødet med ham følte jeg mig hel. Dette kom efter en opvækst hvor jeg mistænkte mine forældre for at jeg var født som tvilling og at den ene af os døde som spæd (har alle dage været ret dramatisk). Jeg brugte denne idé som forklaring på min konstant nærværende følelse af at være halv, at mangle min anden halvdel, fyldte i årevis dette indre hul, denne tomhed ud med slik, mad etc. hvilket afstedkom en barndom med seriøse vægtsvingninger og et liv med et decideret forskruet forhold til føde.. Vidende dog, at dette ikke handlede om mad, men snarere tomhed og fejlagtig tackling af denne følelse! Har til stadighed problemer med mad, men ikke noget jeg gider hverken tale eller skrive nærmere om (= arbejder på det, for altid!), afskyer kvinders besættelser af slankekure og overfladisk snak herom..

Modsat er en tvillingesjæl for mig ikke een med hvem jeg deler sjæl men snarere en spejling af migselv - en sjælefrænde om man vil - en ligesindet, een der tænker, agerer, føler og ER som migselv og med hvem jeg kan føle samhørighed over genkendelsens tryghed, som at spejle sig i et andet menneske, denne forbindelse har jeg til een af mine næreste venner..

Nå, havde besøg af min bedste ven (som samtidig er min ekskæreste) igår aftes, var hyggeligt og vanen tro nørdede vi sammen i timevis omkring fælles interesse i konspirationer - var for nogle år siden i Rennes le Chateau (som førhen hed Rhedae - det tror jeg min fremtidige hund skal hedde, iøvrigt er een af de bedste baser om denne by faktisk rhedae.com) sammen og obsessede over myterne dernede om byen, skatten, Jesus' lineage og Maria Magdalena (dette var FØR en vis Mr. Brown spandt guld på denne oldgamle myte, der hersker i denne del af sydfrankrig) - en hamrende spændende tur, som jeg håber på en revival af de kommende år (ikke i år dog, der står den på sommerhus til sommer og Prag i efteråret).. Nuvel, endte med at vi sad igår og obsessede over parchments, tal (blev småparanoid på "The Number 23"-måden!), kunstværker mv. Men var sgu underholdende! Som gnostiker ER jeg sandhedssøgende og en god konspiration vækker interessen, RLC er til stadighed en stor interesse.. Et in Arcadia Ego.. Forever!! =)

Har faktisk mange ting/occassions jeg glæder mig til dette år, kan nævnes:

- Min kærestes malerparty med venner når vi istandsætter hans nye lejlighed (får nøglen imorgen!)
- Kærestens 30 års fødselsdagsfest (kæmpe brag!) om halvanden måned..
- Housewarming..
- Sommerferie - 4 herlige FRIuger til at sove længe, dase, shoppe, nyde byen, sommerhus mv.
- Færdig med elevuddannelsen, NO MORE ståen tidligt op om morgenen, istedet fast nattevagt, hvor jeg påny kan NYDE det nocturnale liv og nyde at gå hjem i ro og mag om morgenen for at sove når alle andre morgenstresser gennem byen på vej til arbejde..
- Pragrejsen med kæresten til efteråret..

Og derudover har jeg tillige en hverdag der bringer mig megen glæde og velvære, jeg har megen fritid, frihed og overskud - er meget bevidst om dette, alene den luksus at have tid til daglige skriblerier et et GODE for mig som jeg er taknemmelig for!! Følelsen af at have et tilfredsstillende overskudsliv er vigtigt for mig og jeg er SÅ taknemmelig for dette!

Dog er jeg også en person der ofte holder mere af tanken (fornemmelser) om ting, rejser mv. end at opleve dem IRL - finder ofte virkeligheden skuffende (eks. kan jeg bedre lide idéen om at slentre op ad kringlede små stræder på Montmartre og indsnuse fordums bohème-stemning end egentligt at VÆRE der IRL med larm, skumle personager, fygende blæst eller ulidelig hedebølge, bunker af larmende turister, sol der skærer i øjnene, hovedpine og andre ting der hører virkelighedens verden og ikke drømmene til) , dette er dog aftaget lidt med tiden, hvor jeg har lært mig at fremtidsanalysere mindre og ergo blot VÆRE i NUET og dermed synes virkeligheden mindre skuffende, fordi jeg netop ikke har gjort mig en masse forestillinger om den.. jeg vil dog aldrig slippe drømmeriet helt, ER en dagdrømmer og luftkastellerne, fantasierne ER en forankret del af mig som GIVER mig glæde, jeg har bare skullet lære at vælge (på den kognitive måde) at bruge de positive aspekter fra drømmene og ikke de negative skuffelser det virkelige liv førhen bragte mig.. Jeg foretrækker ikke længere drømmene, jeg trives med det virkelige liv.. Og forholder mig til dette, er drømmene bevidst for det gode, uden at lade dem påvirke mit virkelighedssyn!

Jeg småstresser ofte migselv - finder at døgnet har for få timer til alle de ting jeg gerne vil NÅ på en given dag, dette medfører at jeg periodevis nedprioriterer min søvn for at nå det hele og ofte render rundt med en følelse af at være evigt bagud.. I andre perioder kompenserer jeg så ved at være konstant træt og sove både hele og halve dage væk.. Det latterlige er at det yderst sjældent er vigtige ting jeg gerne vil nå, det kan være småting som at læse en bog færdig, at købe ind, gøre rent, rydde op (er jo neurotisk omkring min orden), spille et spil færdigt, genlæse mine gamle journaler, se en veninde, køre en bestemt tur mv. Alt sammen luksus i større perspektiv - ting der ikke er livsnødvendige men som det er en luksus faktisk at HAVE så megen fritid til, fordi jeg netop ikke har børn og slige forpligtelser endnu.. Men alligevel ender disse ting som besættelser på en indre to-do-liste, som jeg stresser over ikke at nå.. En overgang med store omvæltninger i min familie, kærlighedsliv og privatsfære i det hele taget gik jeg ned med rigtig stress, jeg VAR ikke stresset, jeg HAVDE stress, i så grum grad at jeg fik panikangst-anfald og troede jeg var ved at dø ( i hvert fald de første gange disse anfald kom, inden jeg læste mig ind i emnet angst og panikangst og således lærte at tøjle anfaldene hvorpå de er ebbet ud, kan sommetider stadig få antast af et begyndende anfald men bruger da tillærte værktøjer til at stoppe dem..) Jeg skal dog LÆRE at have færre forventninger til en given dag, dette har også tidligere været en måde jeg arbejdede mig ud af stressen, at jeg forbød migselv at lave planer af nogen art for en længere periode og dagligt tvang migselv til at KEDE mig, lave ingenting og derved slappe af.. Kedsomhed er ikke normalt særligt fremherskende i mit liv, på arbejdet i praktikken keder jeg mig ofte, fordi det er rutine, trivielt og de mennesker jeg arbejder sammen med grundlæggende ikke forstår mig og omvendt, - derfor er en nattevagt uden kolleger bedre for mig indenfor dette fag udi fremtiden når jeg er færdigudlært!) men i mit private liv er kedsomhed næsten ikke-eksisterende netop fordi jeg hele tiden holder mig beskæftiget med mine mange gøremål, funderer over om disse gøremål ubevidst er en måde at UNDGÅ kedsomheden, frygter jeg den monstro? Ville jeg føle tomhed hvis jeg tillod mig at kede mig? Umiddelbart vil jeg svare; Nej, jeg har ikke TID på programmet til at kede mig, har for mange ting jeg vil NÅ idag =) Og således er vi ligevidt.. Tsk Tsk, Ravinski..

Jeg elsker livsstil og stemninger, elsker at indsnuse stemninger eks. på en tur i byen, at spadsere henover Gråbrødre Torv og føle mig opslugt af det urbane beat.. Stemningerne er overalt, æstetisk set - gamle antikvarboghandlere med al den viden og duften af gamle bøger, en særegen duft, toppede brosten, henfaldne blade under træerne i oktober, nørdede typer i Faraos Cigarer stående på hovedet i bogkasser med tegneserier, et stringent indrettet minimalistisk hjem, en sen nattetime ved vandet, film med gamle togrejser ombord på Orientekspressen etc. -Elsker det, de fornemmelser det bringer mig, kan ikke få nok! Een af mine yndlingsromaner hedder Blackout og er roman-delen til et adventurespil ved samme navn (dansk, skrevet af Michael Valeur for Deadline Games, 1997) og denne roman har noget nær de bedste urbane stemningsbeskrivelser jeg hidtil har oplevet.. Jeghar en udtalt aversion mod forstadskvarterer (efter en opvækst på vestegnen i et forstadskvarter) og Blackout rummer beskrivelser heraf der er imponerende:

”De hvide facader borede sig ind under tøjet på hende. De politiske slagord var forkert stavet, grafittierne reduceret til tags af laveste kvalitet.... selv fisse var stavet med ét s, og tegningerne var .... triste. De passede til den sorte sne og de gamle is-skorper, der havde samlet cigaretpakker, hundelorte og knuste flasker, i et konserverende favntag.”

Føler mig priviligeret over at kunne bo i det skønne København, der er på top tre over mine yndlingsbyer (efter Prag og Paris)..

Jeg hader skuffelser, at blive skuffet er noget nær det værste jeg ved, og jeg har sværere ved at indrømme skuffelse, at et andet menneske/verdenen skuffer mig end at indrømme sorg, vrede, at være ked af det.. Jeg har langt nemmere ved at sige TAK eller UNDSKYLD (og finder storhed i folk i min omgangskreds der ligeledes er i stand til at ytre disse ord) end at indrømme at jeg er skuffet, hvorfor mon? Udstiller jeg virkelig migselv mere (og bliver jeg derved mere sårbar) ved at indrømme at verden sommetider ER skuffende, ikke lever op til forventningerne, end ved at indrømme at jeg er såret eller undskylde at jeg har handlet ilde? Jeg har selv svært ved at se fornuften i dette, men der må vel være en grund..

Tak for at du læser min blog og undskyld min babbling, nu er jeg skuffet over migselv, HA tag dén ;)