Ikke-pjække-fridag..

Det er besynderligt at jeg i mine friuger somme tider får fornemmelsen af at pjække selvom jeg faktisk har fri.

Følelsen kommer sjældent når jeg er alene i dagtimerne og aldrig om aftenen eller i weekenden, den kommer derimod ganske ofte hvis jeg en hverdag i dagtimerne - eks. om morgenen og formiddagen er sammen med en anden person - eks. min søster som er på barsel, min mand når han en gang i mellem er syg eller en veninde.

Det hænger vel sammen med at selvom jegselv har lovligt fri og desuden har arbejdet adskillige år som fast nattevagt efterhånden så er normalen stadig at arbejde hverdage i dagtimerne og have fri aftner, nætter og weekender - derfor kommer følelsen kun i hverdagsdagtimerne fordi jeg således er mere bevidst at de fleste andre mennesker er på arbejde mens jeg danderer den i dette tidsrum. Og måske osse fordi jeg kan fornemme tomheden i andelsforeningen, den børnetomme og meget stille gård, gaderne med åbne butikker og caféer og en generel travlhed udenfor vinduerne, som står i skarp kontrast til det rolige hverdagsliv med misserne indenfor i lejligheden.

Men derfor undrer det mig egentlig at jeg ikke får denne pjækkefølelse når jeg er alene i dagtimerne, der nyder jeg blot solituden, men at det kun sker i selskab med andre mennesker - måske er det følelsen af at DE burde være på arbejde "nu" der skaber det?

Jeg havde følelsen sidst Jan var syg og hjemme fra arbejde med hoste og snot og vi lå med hver sin dyne i sofaen og så film sammen - dér var følelsen af pjæk nærværende selvom Jan netop VAR syg og jegselv havde fri - nok fordi sådan en hverdagsdag sammen er sjælden med en mand, der normalt arbejder i dagtimerne. Det føltes som en stjålen fristund, selvom det i grunden ikke var det.. Smadderhyggeligt dog, selvom manden skulle opvartes lidt i sin sløjhed (tsk, mænd altså).

Og jeg havde følelsen igen forrige torsdag med Henri hvor vi efter afskeden med Rune i lufthavnen tog tog og bus herhjem og var sammen fra tidligt om morgenen indtil formiddagen dagen efter og bare havde rigtig hyggetøsedag med slik, film og barnlig leg og en lur på sofaen midt på dagen. En normal friuge-torsdag, hvis jeg er alene hjemme om dagen, får jeg aldrig denne følelse men det var nok hér fordi Henri normalt er travlt optaget af sit projekt i hverdagene og at det derfor var lidt exceptionelt for hende at holde en fridag på en hverdag, at jeg fik følelsen netop dér.
Og netop fordi vi startede morgenen i lufthavnen, hvor alle haster fortravlede rundt, mens vi selv havde al tid i verden til at misse et tog og tage det næste i ro og mag og kunne nyde byen sammen på vejen hjem til min lejlighed, alt imens vi oplevede andre folks travle arbejdsdag som buschauffører, tjenere og butiksansatte i bybilledet omkring os, kunne vi virkelig være opmærksomme på at vi selv havde en fridag.

Det var sgu lækkert nok - på ikke-pjækkemåden!! ;)


Og misforstå mig ikke, denne pjæk-fornemmelse er skam en god og rigtig varm hyggefølelse som når man i folkeskolen vitterlig pjækkede og havde hyggedynedag derhjemme :) Jeg nyder den, når den kommer, især fordi der ingen dårlig samvittighed er, når der IKKE er nogen der reelt pjækker.